Investorer langer ud efter Pandora
På trods af gode regnskaber frygter investorer og analytikere, at Pandoras måde at kommunikere på kan sætte sig i aktiekursen.
Kritikken har ulmet i nogen tid og har fået ny næring i forbindelse med, at smykkeselskabet tirsdag præsenterede et solidt regnskab for 3. kvartal.
Alligevel har Danske Banks analytiker, Poul Ernst Jessen, i en ny analyse sænket kursmålet på Pandora med 20 procent, selvom selskabets forventninger til helåret var bedre end ventet, og han henviser bl.a. til selskabets kommunikation.
- Pga. dårlig kommunikation og svagt like-for-like salg (salg i eksisterende butikker, red.) i UK og USA, så kom aktien under pres, skriver Poul Ernst Jessen i analysen.
Bankinvests prisvindende aktieduo, Niels Andersen og Karsten Søndermølle, der har ansvaret for danske aktier, har for kort tid siden taget konsekvensen og solgt en del af sine Pandora-aktier. Duoen mener, at aktien ser billig ud, men uigennemsigtigheden i selskabet har gjort, at de har trimmet porteføljen.
- Vi vurderede, at gennemsigtigheden i selskabet er blevet for lav til at berettige en overvægt i porteføljen, skriver duoen i et brev til deres investorer.
Flere andre investorer, som Finans har talt med, udtrykker samme kritiske holdning, men de ønsker ikke at udtale sig til citat, da de er bange for at skabe virak omkring Pandora.
I slutningen af august kritiserede tre navngivne og tre unavngivne institutionelle investorer for første gang Pandoras kommunikation over for Finans.
Flere havde investeret millioner af kroner i smykkefirmaet, og de vurderede, at aktien var for billig, men de påpegede samtidig, at Pandoras kommunikation var medvirkende til, at aktien har været under pres - bl.a. fra amerikanske hedgefonde.
Kritikken går på, at det er stort set umuligt at gennemskue, hvordan salget af Pandora-smykker udvikler sig, fordi selskabets opgørelse af salget i eksisterende butikker (like-for like salget, red.) kun dækker 20 procent af det samlede salg af Pandora-smykker til forbrugerne.
Ifølge Pandora-topchefen, Anders Colding Friis, kommer kritikken bag på ham. Han oplever ikke, at det er et generelt ønske blandt investorer og analytikere, at de får flere oplysninger.
- Når vi taler med investorer og analytikere, er det generelle billede, at vi endelig ikke må lave noget om, siger han.
Niels Andersen fra Bank Invest siger, at han ikke har yderligere kommentarer. Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Poul Ernst Jessen.
Siden Anders Colding Friis' tiltrædelse er Pandora-aktien haft et samlet kursfald på lidt over 4 procent.